Hidtidige Vedtægter

Vedtægter
for
”GRUNDEJERFORENINGEN VESTERGÅRD”
__________
§ 1.
Foreningens navn er ”Grundejerforeningen Vestergård”. Dens hjemsted er Sjællands Odde.
§ 2.
Foreningens formål er at varetage grundejernes interesser, såvel juridiske som tekniske, samt videre
at træffe bestemmelse om anlæg og vedligeholdelse af veje, vand, kloak og andre foranstaltninger
på arealet.
§ 3.
Som medlem er foreningen pligtig til at optage enhver, som er ejer ( det være sig ifølge skøde eller
købekontrakt) af en parcel af matrikel nr. 5 b i Yderby By – Odden sogn.
Enhver af disse parcelejere er ifølge deres adkomstdokumenter pligtig til at være medlem af
foreningen. Bestyrelsen skal godkende indmeldelse af grundejere, som ikke er ejere af parcel i
udstykning 5 b.
Grundejerforeningens medlemmer hæfter pro rata for foreningens eventuelle gæld.
Når et medlem sælger sin parcel indtræder den nye ejer af parcellen som medlem af
foreningen, men det udtrædende medlem har intet krav på foreningen til tilbagebetaling af nogen
del af det af ham erlagte indskud eller kontingent eller nogen del af foreningens formue.
Sælger et medlem sin parcel, er han pligtig til at meddele køberens navn og adresse til
foreningens kasserer senest 14 dage efter overdragelsen.
§ 4.
Kontingentet fastsættes på budgettet og vedtages på generalforsamlingen for et år ad gangen, og
dets størrelse kan kun bestemmes ved generalforsamlingsbeslutning med to trediedeles majoritet.
Foreningens regnskabsår løber fra 1. maj til 30. april.
Såfremt kontingentet ikke er betalt senest 1. februar, bortfalder medlemmets stemmeret, til
restancen er betalt.
Kontingent, der indbetales efter 1. april, pålægges en bøde på 20% af kontingentet.
Eventuel restance kan inddrives ad retslig vej ved den retskreds hvorunder foreningen hører,
uden udgift for foreningen.
§ 5.
Det er forbudt at benytte veje, fællesareal og strand til oplag af gødning, skrald, materialer eller
lignende. Det er ligeledes forbudt at drive virksomhed, der ved røg, støj eller ilde lugt generer andre
grundejere. For så vidt der holdes husdyr af hvilken som helst art, skal der drages omsorg for, at
disse ikke forvolder skade på anden mands ejendom eller er til gene for andre.
Foreningen har påtaleret ifølge tinglyst deklaration.
§ 6.
a) Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den alene kan give og forandre love.
b) Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder forhandlingerne og afgør alle spørgsmål
om sagers behandling og stemmeafgivning.
c) Ordinær generalforsamling afholdes hvert år en lørdag i august måned med følgende
dagsorden:
1) Valg af dirigent.
2) Oplæsning af bestyrelsens forhandlingsprotokol.
3) Formandens beretning.
4) Godkendelse af det reviderede regnskab.
5) Indkomne forslag.
6) Godkendelse af budgettet for det kommende år
7) Fastsættelse af kontingent.
8) Valg af bestyrelse, revisorer samt suppleanter.
9) Eventuelt.
d) Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske pr. brev med mindst 3 ugers varsel. Forslag fra
medlemmerne skal fremsættes skriftligt og være formanden i hænde senest 10 dage før
generalforsamlingen.
e) Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt formanden, 2 bestyrelsesmedlemmer eller
mindst 1/3 af foreningens medlemmer begærer det. Begæringen fra medlemmerne fremsættes
skriftligt og sendes til formanden. Den skal indeholde angivelse af, hvad der ønskes behandlet
på generalforsamlingen.
Inden 14 dage efter modtagelsen af en sådan begæring skal formanden indkalde til generalforsamling
med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelsen skal ske pr. brev med angivelse af emnet,
der vil blive behandlet.
f) Medlemmer legitimerer sig på generalforsamlingen ved forevisning af kvittering for
kontingent.
Der skal betales fuldt kontingent for hver parcel.
De der møder ved fuldmagt, kan ikke modtage nogen tillidspost. Ingen deltager i generalforsamlingen
kan møde med fuldmagt fra flere end 2 stemmer.
Intet medlem kan afgive mere end 2 stemmer, uanset hvor mange parceller han har.
g) Over de på generalforsamlingen førte forhandlinger føres en protokol.
Efter godkendelsen underskrives den af formanden, sekretæren og dirigenten, hvorefter
protokollatet har beviskraft.
§ 7.
a) Til vedtagelse af lovændringer og større beslutninger fordres det, at mindst halvdelen af
medlemmerne er tilstede, og at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
Er dette ikke opfyldt, bortfalder forslaget.
b) Ønsker formanden, 2 bestyrelsesmedlemmer eller mindst 1/3 af foreningens medlemmer
forslaget fremsat, indkaldes inden 14 dage til en ny generalforsamling med forslaget som
eneste punkt på dagsordenen.
Indkaldelsen sker efter samme regler, som gælder ved indkaldelse til ekstraordinærgeneralforsamling.
På den nye generalforsamling kan forslaget vedtages med 2/3 stemmeflertal uanset antallet af
fremmødte medlemmer.
c) Ved større beslutninger skal forstås aftaler, der pålægger medlemmerne en arbejdsbyrde eller
økonomisk byrde, der overstiger 1% af grundskylden.
Består den økonomiske byrde af en annuitet eller anden årlig afgift, må beløbet ikke overstige
1 promille af grundskylden.
Ovenstående gælder ikke for udgifter til foreningens administration samt vedligeholdelse af
eksisterende anlæg.
§ 8.
Foreningens ledelse varetages af en bestyrelse på fem medlemmer bestående af formand,
kasserer/sekretær og 3 bestyrelses medlemmer.
Bestyrelsen vælges for 2 år, således at formand og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige
årstal, kasserer/sekretær og 1 bestyrelsesmedlem vælges i ulige årstal. Generalforsamlingen vælger
2 bestyrelsessuppleanter, der afgår skiftevis hvert andet år.
Genvalg kan finde sted.
Protokollen over forhandlingerne føres af kasserer/sekretær og underskrives af denne og
formanden.
Står stemmerne lige afgør formandens stemme sagen.
Foreningens midler indsættes i bank eller sparekasse, og der kan kun hæves ved formand og
kasserer i forening, kassereren må kun undtagelsesvis have beløb større end 1.000,00 i kassen.
Revisorerne, der vælges af generalforsamlingen for 2 år, skal gennemgå foreningens regnskab
kritisk og talmæssigt og skal forvisse sig om, at beholdningen er til stede. Revisorerne afgår
skiftevis hvert andet år. Revisorerne skal af og til i regnskabsårets løb kontrollere bøger og
kassebeholdning. Der føres en revisionsprotokol.
§ 9.
Foreningens regnskabsår opgøres pr. 30. april. Regnskabet skal tilstilles revisorerne og skal af disse
være revideret så betids, og en ekstrakt af det, med revisorernes påtegning, kan være udsendt til
samtlige medlemmer senest med indkaldelse til ordinær generalforsamling.
§ 10.
Grundejerforeningen har alle rettigheder og forpligtelser over fællesarealet, dog skal erstatning i
tilfælde af ekspropriation eller lignende udbetales til medlemmerne.
Erstatningen fordeles med lige store beløb til hver parcel.
___ ___ ___
Lovene er vedtaget på den stiftende generalforsamling 15. oktober 1963 i løvekroen,
Frederiksborgvej 42, København NV, og revideret på foreningens ordinære generalforsamling 11.
oktober 1966 i ”Tre falke”, Howitzvej 2, København F, samt på ekstraordinær generalforsamling 9.
november 1966 i ”Folkets Hus”, Enghavevej 40, København V, samt på den ordinære
generalforsamling i forsamlingshuset, Havnebyen, Sj. Odde i august 1973. Enkelte redaktionelle
ændringer foretaget på den ordinære generalforsamling i forsamlingshuset, Havnebyen, Sj. Odde, i
august 1974. Lovene er revideret på ekstraordinær generalforsamling 21. oktober 1975 i
Rømersgade, og 7 august 1999 på Sj. Odde. og 6. august 2005 på Sj. Odde.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.